Skipper Line Urup

Mail@tao.voyage

Follow

Vil du med os på eventyr? Det er altid dejligt at kunne dele oplevelser med andre og ikke mindst at møde nye mennesker, derfor vil vi gerne have gaster med på visse strækninger af ruten.  

Forventninger til gaster: Vores gaster skal helst have noget sejlererfaring, men er dog ikke et must. Godt heldbred, godt humør, god humor og ikke mindst gastronomiske evner er værdsat ombord. Hvis du ikke har kendskab til at begå dig på en båd, skal du være forberedt på, at man ombord på en båd lever meget tæt sammen med op til 7 andre personer. Det er derfor vigtigt, at du fungerer godt socialt og er god til at indgå i fællesskaber. Du skal være selvstændig og kunne tage vare om dig selv, herunder også være i stand til selv at tage et initiativ til at give en hånd med ombord på diverse gøremål.
Som gast er du ikke på charterferie, men indgår i et lille fællesskab, hvor alle må give en hånd med for at få tingene til at fungere. Med den rette indstilling kommer vi længst og det bliver sjovest for alle. 

Sejlvaner og kutymer ombord: Vi foretrækker stille og rolig sejlads, der skal gå uanstrengt fremfor hurtigt. Skal der ventes på en god vejrudsigt - gør vi det! Kun godt humør er tilladt. 

Alkohol- og rygepolitik ombord: Der må ikke drikkes alkohol under sejllads, dog er det tilladt at nyde alkohol ombord i havn, men i moderate mængder. Rygning er ikke tilladt ombord.

Særlige spisevaner: Der spises hvad kabyssen og kistebænke kan tilbyde. Alle ombord skiftes til at lave mad og kokken bestemmer, hvad der serveres. Har du allergier eller særlige spisevaner, tages der ikke nødvendigvis højde for dette.

Vigtigst:
1. Skippers ord er lov!
2. Vis hensyn ombord og respekter hinanden!

Praktisk info:
Ved påmønstringen skal gasten medbringe kopier af gyldigt pas, personlig forsikring samt retur flybillet.